Solfangeren opsamler varmen i en væske , der så sidenhen afgiver varmen via en varmeveksler.

 

Kommer væsken til at koge, dannes der forskellige luftarter (gasser). Og det kan blokere pumper og ventiler , så cirkulationen stopper. Derfor skal væsken helst hele tiden forblive som væske.

Bruger man rent vand, så koger det ved 100 grader og der dannes gasarten vanddamp. Og trykket i systemet vil stige. Er der ingen ekspansions mulighed, så går det svageste led i stykker. Og dampe plus væske sprøjter ud.

Vand koger imidlertid kun ved 100 grader når trykket er en atmosfære. Sættes trykket op så øges kugepunktet opefter. Ved 3 atmosfærer er kogepunktet omkring 130 grader.

Så bruger man vand og frostvæske så øg trykket til 3 atmosfære (eller bar).

Ældre solfangere af aluminium bruger ikke vand men en let olie. Der koger ved nær 300 grader.

Så her kommer der aldrig dampe i systemet. Men.....

Olie optager og afgiver varme trægt. Så en solfangervæske af let olie er altså ikke nær så effektiv end som vand og glycol.

Allermest effektivt er helt rent vand. Men det dur kun om sommeren. og så glemmer man frostvæske om efteråret. Og så sprænger rørene.

Bygger man solfangere oppe i høje bjerge, så falder kogepunktet. Så 4000 meter oppe er kogepunktet nede på 80 grader. Og man får kun lunken te.

Endnu højere oppe falder kogepunktet yderligere.

Så flyver man i 12.000 meter, så er det godt med en trykkabine. Mange besvimer også ved 6.000 meters højde. (bortset fra tibetanere og indianer i Andesbjergene der har større lunger.)

Skal man have varmt mad i Andesbjergene, så må man gå ned af bjerget.

Kogepunktet falder altså ved lavt tryk og stiger ved højere tryk.

Ian