Ved iltfattig nedbrydning af affald og eller gødning udvikleds methan .

Metanbakterier kan i et lukket rum nedbryde kulbrintholdige materialer til methan , svovlbrinte , kultveilte , kulilte og vand.

Det sker enten ved 32 plusgrader eller omkring 56 plusgrader. Også kaldet mesofil og thermofil forgasning. methan ,kulilte og svovlbrinte kan brænde , mens resten skal fjernes gennem filtre eller kemikalier.

 

Bobles biogassen gennem kalkvand , så bindes kultveilte og kulilte.

Og sendes restgassen gennem jernfiltspåner , så bindes svovlbrinten.

Resten "methan" kan så brændes af i brændeovne eller bruges som motorbrændstof.

 

De første biogaseksperimenter i 1973 omdannede man dyregødning (grise, køer og høns) i en olietromle, Der var lukket udad til luften .(indisk teknologi)

Siden blev beholderne større . Og endte som beton tankbeholdere og store ståltanke.

 

Husholdningsaffald, gødning fra svin , gødning fra køer og gødning fra høns kunne i princippet anvendes. Så længe det skete i en opvarmet og iltfri masse.

Kommer der luft til eller lys , så dør methanbakterierne.

Så tankene blev opvarmet med rør ligesom gulvvarme. Altså fra en ekstern varmekilde.

 

Så driftsudgift er varmeanlæg, motorer til omrøring, rensning af gas med kalkvand og jernfilt spåner. Derudover skal man have et anlæg der kan opbevare gassen.

 

Den rensede methan bruges normalt i en "biogas-motor".

Hvor svovlbrinte ville ætse stempelringene væk, hvis den ikke blev bortrenset.

 

Biogas er altså en blandingsgas , der ligner sumpgas og gas fra rensningsanlæg.

Brændværdien er afhængig af renheden.

 

Ren methan kan forbedres med brint og pumpes ind i naturgasnettet.

Men normalt bruges det på stedet til elproduktion og varme.

 

Ian

JSN Shine is designed by JoomlaShine.com | powered by JSN Sun Framework