Elektricitet kan produceres på mange måder , men kun vindkraft har løbende været plaget af negativ debat.

En mand i Thy fik tilbudt anparter i en i dag lille mølle, men ville ikke være med. Da møllelauget alligevel samlede penge nok ind blev han en arg lokal kritiker . Sidenhen sur over de andre tjente penge. Og sidst indlagt på psykiatrisk , da møllen havde gjort ham syg.

Sådan er det heldigvis ikke gået alle steder.

 

De første vindmøller var enkeltejede . Siden kom størrelsen op og små grupper af naboer slog sig sammen i I/Ser og ApSer. Også kaldt møllelaug.

Men møllerne fortsatte med at vokse og møllelaugene blev større og større.

Snart var der 70 ejere af andele på 1000 kWh per stk. Og snart endnu flere.

Op tl 8 andele kunne man have per andelshaver (hus). Eller i forhold til et dokumenteret forbrug.

 

Men møllerne voksede videre. 200 kW blev til 600 kW. Og siden op i megawatt størrelsen.

Men nu var der så mange andele , at det var svært at skaffe investorer nok.

Og kom der penge udefra steg kritikken fra "Foreningen mod store vindmøller".

 

Hvad kan man lære af det ?

Ja, lokale møller skal have lokal ejerkreds. Ellers ender det tilsyneladende i bøvl og kævl.

 

I dag kan man eje sin egen husstandsmølle.

En større mølle opdeles i møllelaug.

Store møller ejes af konsortier eller store selskaber.

Store mølleparker af elselskaberne.

 

Den tredie mulighed viste Vattenfall ved Løgstør, hvor man tilbød de lokale alle de anparter de ønskede. Resten beholdt elselskabet.

En sympatisk løsning på et lakalt problem. Som nok maner til efterfølgelse.

 

For det må være lige så legalt at producere elektricitet som enhver anden vare. og ligeså legalt at samarbejde på kryds og tværs som i enhver anden branche.

For skal vi nå klimamålene i 2030 , så skal der ske noget drastisk ekspansivt.

Og her er Vattenfalls nye model (engang foreslået af DONG men aldrig udført) en rigtig vej, når det drejer sig om nye store landmøller.

 

Ian

Template by JoomlaShine