Investeringerne i VE er nu så store at anlægsudgifterne er svære at løfte.

Store solcelle parker ejes af udenbys investorer. Megamøller ejes af elselskaber og lign.

Der skal millioner til hvis en landsby skal kunne blive selvforsynende med energi og elektricitet.

Det er ikke umuligt , men det kræver at man kan løfte sig selv op i håret.

Oprindelig var det individualister, der fik solceller på taget en vindmølle i haven eller et halmfyr i laden. Små anlæg kunne man ad snoede veje opstille lokalt.

Så kom der vindmøllelaug, hvor 50 til 100 naboer kunne være fælles om en vindmølle, men det er en svær vej i dag. De fleste vindmøllelaug er snart væk.

Og det gør just ikke VE folkelig.

De politiske tiltag er ikke til fordel for det fælles.

Der er en anden VE dagsorden , som ikke er synlig. Nemlig at man fratager lokale mulighederne.

Hvis man i stedet fjernede alle de restriktioner , der er opbygget, så ville en grøn vej kunne åbnes. Og økonomisk masseproduktion af mindre anlæg genoptages.

Møller på 100 til 800 kW kan jo ikke mere købs. Og der er heller ingen ordentlige driftmuligheder, når priserne kun tilgodeser de allerstørste.

Vi må se i øjnene at man søger store centrale løsninger fremfor en decentral selvforsyning.

Og dermed ender alle som forbrugere i stedet for landsbyer med fælleseje til deres anlæg.

Se også:

https://realdania.dk/projekter/energilandsby-horslunde

https://stevns.dk/sites/default/files/energilandsbyer_status.pdf

Ian