Alle muligheder for at trække energien ud af vinde er p.t.udnyttet.

I 1973 da vi fik energikrise kom mange gode forslag på bordet. Nogle var teknisk svære andre indenfor mulighederne . Resultatet efter fravalg af mange gode oplæg blev hurtigløberen med glasfibervinger, gear og asynkronmotor. Der siden er blevet øget i størrelse år efter år. Og hele tiden taler man om "at nu kan de da ikke blive større".

 

Så vindroser, savoniusrotorer, darrieux rotorer, og mange andre blev kun bygget i få eksemplarer. mens hurtigløberen udviklede sig i forløbere og bagløbere.

En helt anden angrebsvinkel blev idèsat med alternative metoder til at tappe bevægelsen fra vind.

Idet luft også kan lades elektrisk. Også kaldet ioniseret luft.

Opfinderen døde imidlertid , så det blev aldrig videreført.

 

Ideen var at man kunne udtrække energien fra ioniseret luft, der blæste igennem et rør.

Altså et vindkraftanlæg uden bevægelige dele.

Men sådanne spring i innovation var Danmark ikke klar til . Og slet ikke med penge.

 

Ikke desto mindre var ideen slet ikke så tosset endda.

Problemet med ioniseret tilstande kender vi fra kopimasiker , gnister fra bildøre og afladning af landende fly. Mange volt men ingen ampere siger fysikerne.

Spørgsmålet er i virkeligheden "hvor stort et anlæg er nødvendigt" ?

 

Så man skal altså kunne ionisere luften ved indgangen. Og siden tappe bevægelsesenergien ved passagen. Og her kommer hemmelighedskræmmeriet frem.

For den døde opfinder tog opfindelsen med sig. Og hans prototyper der virkede fandt ingen.

 

Ian

 

JSN Shine is designed by JoomlaShine.com | powered by JSN Sun Framework